Follow my blog with Bloglovin

Forargelse

Da jeg var omkring 13-14 år, overhørte jeg min faster fortælle en forfærdelig historie. Jeg kan ikke huske, hvad historien drejede sig om, kun, at der var nogen, der havde gjort noget meget dumt – sådan noget man bare ikke gør! Min faster sluttede historien af med at sige, at vi mennesker jo så godt kan lide at have noget at blive forargede over.

Hvis jeg ikke i forvejen havde været forarget over historien, så blev jeg i hvert fald dér forarget over min fasters ord. Hvis min faster mente, hvad hun sagde, måtte hun jo i så fald også mene, at vi mennesker kunne lide, at andre opførte sig forargeligt – altså, at de handlede forkert. Ja måske mente hun ligefrem, at vi mennesker var glade for, at der var dårlige mennesker i verden.

Jeg rankede ryggen en smule og så den anden vej, forarget over min fasters syn på mennesket og glad over, at jeg, trods det at jeg var så meget yngre, vidste bedre end hende: Mennesker i almindelighed var da i hvert fald ikke sådan. Jeg var Gud ske tak og lov ikke sådan. Og som sådan havde jeg det heldigvis godt med mig selv.

For nylig stødte jeg så på et citat i What Maisie Knew af Henry James, der fik mig til at tænke på denne ellers glemte episode: ”Everybody was always assuring everybody of something very shocking, and nobody would have been jolly if nobody had been outrageous.”

Det var nok det budskab min faster med et strejf af selvironi havde forsøgt at nå frem til, og her knap 20 år senere forstod jeg det så, og var knap så forarget.

Jo jo, en indre uskyldig kerne i mig håber og tror da stadig, at dette er en grov karikatur af mennesket, og at der, i utopiens tid, når vi alle sammen formår at handle ordentligt og tage oprigtigt hensyn til hinanden, ikke ligefrem er nogen, der længes efter noget at forarges over.

Men når det så er sagt, så ved jeg jo godt, hvor dejligt det kan være at forarges:

Der er noget befriende ved at sladre med andre om den kvinde, man kender, der er så desperat efter en mand, at hun på det nærmeste er begyndt at stalke en bekendt.

Det er lidt frydende at forarges over naboens uklippede og ukrudtsfyldte hæk, og endnu bedre at forarges over de mennesker, der har fotograferet denne og 10 andre hække og lagt dem på Facebook med overskriften ”Hold vores by pæn!”.

Det er dejligt forfriskende, at høre om de kendtes fejltrin og glædes over, at man selv ikke er så opblæst, at man tror, man kan tillade sig hvad som helst.

Der opstår et forargelsesfællesskab mellem mig og de andre – altså selvfølgelig ikke dem, der er genstand for forargelsen. Et fællesskab hvori vi gensidigt kan bekræfte hinanden i, at vi ved bedre – vi er bedre!

I bund og grund tror jeg det er lidt ligegyldigt hvor meget eller hvor lidt sandhed, der er i det forargelsesvækkende af denne karakter. Det vigtige er legen med tanken: Hvad får folk til at opføre sig sådan? Ja og så selvfølgelig den tilfredsstillende vished om, at man selv ved bedre, end de er. Måske endda en lille trøst midt i alt det selvhad man engang i mellem kan trække rundt på: Andre er værre end mig, meget værre – eller kunne i hvert fald være det!

Og viser noget af det forargelige sig at være usandt, eller taget ud af en meningsgivende kontekst, ja så kan man jo i stedet lade sig forarge over kilden, der fremstiller tingene forvansket..

Denne eksperimenteren med moralens grænser – sin egen og andres, er måske en lille rettesnor gennem livet: Når man forarges over noget hos andre, skal man i hvert fald nok sørge for ikke selv at gøre dem kunsten efter (jojo, hækken var da en skamplet – og min er da heldigvis klippet – men man kan jo ikke sådan udstille andre mennesker på Facebook). Eller som spejl i andres moralske normer: Når andre forarges over noget hos nogen, skal man nok sørge for at rette ind, så man ikke pludselig selv bliver genstand for forargelsen.

Måske er det Guds ironiske påfund at udstyre mennesket med sådan en drift mod og glæde over det forargelige – for er selve forargelsen ikke i mange tilfælde forargelig? Ligger der ikke i forargelsen en dom, som jeg fra min begrænsede synsvinkel ikke er i stand til at fælde? Og hvordan retfærdiggør jeg min trang til at svælge i det forargelige?

Endelig kan den meste forargelse jo virke temmelig overfladisk, og er dermed et ironisk udgangspunkt at definere vores egen indre moral fra – hvis det da er det vi gør.

Men er forargelsen hermed dækket fyldestgørende? Er der ikke også forargeligheder, der er så grumme, at man ikke svælger frydefuldt i dem, men derimod væmmes ved at tænke på dem? Mennesker og handlinger, der bryder så meget med mit værdi- og normsæt, at jeg ikke kan håndtere det?

Når jeg for eksempel hører om unge mennesker, der er brudt ind i en kaningård på en skole, og systematisk har fanget kaniner og slynget dem til døde mod et træ, forarges jeg i høj grad, men der er intet frydefuldt ved min forargelse, snarere en ubærlig bedrøvelse over menneskers ondskab, og over de modbydeligheder kaninerne har været udsat for – og det er endda et mildt eksempel, der trods alt er til at kapere sammenlignet med så meget andet værre, der kunne nævnes, hvis jeg magtede at tage fat i det på sådan en træt aften.

Eller når jeg rammes personligt – når det er mig, der bliver stalket, eller min hæk, der bliver lagt på Facebook? Selvom forseelsen er den samme, er forargelsen det ikke, for det bliver lidt sværere at hævde sig selv imod den.

Er det så her, forargelsen får sin berettigelse? Når den går fra at være underholdning til en potentiel drivkraft for at gøre noget andet? Når fællesskaberne ikke bare opstår som gensidigt skulderklapperi over en kop kaffe, men som et givtigt fremadrettet fællesskab, der siger: Hvad kan vi gøre?

Eller kan den lige såvel fejle totalt her, fordi man nogen gange bare ikke magter at tage aktivt stilling til en sådan virkelighed og så tyer til forargelsen for at komme af med tankerne og indtrykkene igen, og så slut – ?